United Export beskæftiger tusindvis i Sydafrika

Sydafrika er et af de mest ulige mellemindkomstlande i verden. Arbejdsløsheden har længe ligget omkring 30 %, og det er de i forvejen udsatte grupper, der taber på det. I Sydafrika og Zambia ansætter United Exports tusindvis af arbejdere til at plukke bær på virksomhedens farme.

PKA har investeret i virksomheden United Exports gennem Verdensmålsfonden, der forvaltes af IFU. Verdensmålsfonden er en investeringsfond, der har til formål at bidrage til opnåelsen af verdensmålene samt at skabe afkast til investorerne. PKA er glade for investeringen i United Exports, fordi den skaber job og uddannelse til udsatte personer i et område, hvor arbejdsløsheden er høj. United Exports har siden investeringen sat en del initiativer i gang for at forbedre virksomhedens ansvarlighed – bl.a. brug af vedvarende energikilder, tilbud om børnepasning, uddannelsesakademi for medarbejdere og andet.

Millie

Millie er en af de mange arbejdere, der hjælper i høstsæsonen. Hun er glad for arbejdet, der gør, at hun kan forsørge sine tre sønner – og at hun ikke går ledig, noget hun ikke kan lide.

Winnie

United Exports giver samtidig mulighed for, at virksomhedens medarbejdere kan vokse. Winnie blev for to år siden ansat til at stå for HR i den hurtigt voksende virksomhed. Hun har ingen uddannelse indenfor området, men blev oplært på arbejdspladsen. Alene i 2019 har hun sammen med en enkelt kollega stået for rekruttering, ansættelse og onboarding af over 1000 medarbejdere.

Nellie

Nellie er kommet til Sydafrika som flygtning og er af United Exports blevet oplært i kvalitetskontrol af forskellige blåbærsorter. Hun har i dag ansvaret for at overvåge de ca. 50 sorter, som United Exports undersøger muligheden for at dyrke i Afrika.