Bæredygtige ejendomme

PKA har investeret 5,2 mia. kr. i deciderede grønne ejendomme, og vi arbejder hele tiden på at gøre ejendomsporteføljen mere bæredygtig via forskellige mærkningsordninger og certificeringer. Eksempelvis har PKA investeringer for ca. 800 mio. kr. i svanemærkede ejendomme, som bl.a. er kendetegnede ved et lavt energiforbrug og efterlevelse af strenge krav til byggeproces og bæredygtige materialer. Svanemærket byggeri bliver desuden gennemgået af en uvildig tredjepart i både byggeproces og det færdige byggeri. 

Af andre mærknings- og certificeringsordninger kan nævnes DGNB og LEED. PKAs målsætning for 2020 i relation til grønne ejendomme er, at den gennemsnitlige energimærkning bliver opgraderet fra klasse D i 2008 til B i 2020 på hele porteføljen på ca. 1 mio. m². Det er også i tråd med PKAs ambition om at bidrage til opfyldelsen af klimaaftalen fra Paris.

Grønttorvet danner rammen om en ny bydel med fokus på fællesskab og bæredygtighed

add

Grønttorvet i Valby i København var oprindeligt et område, der fungerede som handelssted for gartnere og grossister, der hhv. leverede og købte frugt og grønt. I dag er området forvandlet til en ny bydel med fokus på grønne omgivelser og tiltag. PKA har givet et tilsagn på 2,4 mia. kr. på investeringer i beboelsesejendomme på Grønttorvet, der alle er certificerede efter bygningsklasse 2020. Derudover er en af de største ejendomme, Asrantiahus, certificeret efter energiklasse A2020, der stiller særligt strenge krav til at holde energiforbruget lavt. Der er installeret solceller på tagene af flere af bygningerne, og det tilsigtes, at resten af ejendommene også opføres efter bæredygtige principper.

Grønttorvet huser mange forskellige boformer. Udover almindelige ejer- og lejeboliger er der ungdoms- og seniorboliger med fællesarealer både ude og inde, så beboerne kan nyde godt af hinandens selskab uden at gå på kompromis med privatlivets fred. Det grønne omdrejningspunkt for bydelen er den 23.000 m2 store grønttorvspark i midten, hvor frugttræerne er til kollektiv afbenyttelse. Der er etableret grønne taghaver på flere af bygningerne og væksthuse i gårdene, hvor beboerne i fællesskab koordinerer ”plantedage”. Her bliver der sået, vandet og ompottet i fællesskab. Et af de seneste initiativer er etableringen af en ”bytte-hytte”, hvor alle beboere på solidarisk vis har mulighed for at aflevere ting, de ikke længere bruger, men som er i god stand, til andre. Et tiltag, der støtter op om cirkulær økonomi. Det gør sig også gældende ift. politik for affaldssortering, som der gøres noget ud af at informere beboere om ved indflytning. Således er Grønttorvet et område, hvor der tages hensyn til såvel klima- som miljømæssige forhold, og hvor den sociale del har mulighed for at udgøre en stor del af beboernes daglige liv.

Energiløft til erhvervsejendomme

add

Som en af de første eksisterende erhvervsejendomme er PKA’s kontorejendom i Virum blevet hædret for dens bæredygtighedskvaliteter. Ejendommen fik prisen af den danske DGNB-certificeringsordning for bæredygtige byggerier.

Kontorejendommen var med i et pilotforsøg fra DGNB, der skal løfte arbejdet med bæredygtighed for eksisterende ejendomme. Ejendommen fik guld for en række grønne løsninger som fx installering af LED-belysning og reducering af varme- og kuldepåvirkningen fra vinduer. Tilsammen sikrer løsningerne et lavt energiforbrug, reducerer klimapåvirkningen og skaber et godt indeklima til gavn for lejerne.

Læs mere om DGNB